Vestjylland
Spøgelseshunde i Vestjylland - Sagn fra Vestjylland - Overtro -
Hundehistorier - LægedomHundeord - Prosa-poesi -Trækhunde - Herman Børstenbinder - Marie Bork og hunden Roland - Folkeminder - Hundegalskab i Dejbjerg

Hundehistorier

I en gammel myte fortælles om, hvordan hund og menneske fandt hinanden. Gud havde bestemt sig for at ville skille dyr og mennesker ad. Derfor lavede han en streg hen over jorden. Der opstod en dyb kløft, men i allersidste øjeblik – før kløften blev for bred – sprang hunden over på menneskets side. Således blev menneske og hund forenet for altid.

I 1881 kunne man læse følgende i Aftenposten:

" Intet andet dyr slutter sig så inderligt til sin herre. Den læser hans sindsstemning i hans øje, glæder sig ved hans glæde og nedslås ved hans sorg, ja tilegner sig ofte hans karakter og væsen. Når herren er fraværende er hans hund urolig og sørgmodig og tager ikke føde til sig; vender han tilbage modtager den ham med jubel, dør han lægger hunden sig ikke sjældent på hans grav og sørger sig til døde. På grund af sine fortræffelige egenskaber og sin næsten menneskelige forstand vurderes hunden i almindelig højt og betragtes ofte snarere som en ven og stalbroder end som et umælende dyr."

Man siger, at kært barn har mange navne – det gælder så sandelig også for menneskets bedste ven hunden. At en gårdhund lever på landet og en bjæfhund er en lænkehund, det er til at forstå. En lille fiks skødehund vil heller aldrig blive beskrevet som en køter. Derimod er det ikke så lige til at forstå, hvad der gemmer sig i slangudtrykkene: gadekryds, cocktail, koncentreret hundeudstilling, tæppetisser, sandblæser, lampepudser, garnnøgle og gulvmop.

Ordet hund er oldnordisk og indoeuropæisk på én gang og sproget er spækket med talemåder, der relaterer sig til hunde. Bare tag "at gå i hundene." Begrebet hundedage kendes på engelsk, fransk og tysk: Dogdays, Jours Caniculaires, Hundstage. Alt sammen stammer fra latin: Dies Caniculares.

Egentlig er hundedagene perioden 23. juli til 23. august, hvor solen er tæt på hundestjernen Sirius, men i dag er alle dage hundedage. Dage med hunde. Der er mindst 600.000 af slagsen herhjemme og ikke tal på hvor mange, der professionelt beskæftiger sig med hunde. På kenneler og internater, i cirkus og forsikringsselskaber, som psykologer, adfærdsforskere, trænere, dyrlæger, opdrættere og passere af forsøgshunde.

Hunde ved mere end mange mennesker om at skabe nær tilknytning til homo sapiens – hvad enten det er til børn, unge eller gamle. Mange steder bruger man hunde i behandlingen af autistiske børn, ligesom man også bruger hunde "som trøstere" for de redningsfolk, der stadig arbejder i ruinerne fra World Trade Center i New York. Rare hunde kan noget med at nå det svært forskansede, som vi andre i bedste fald er meget længere om. Flere og flere hunde ansættes som tryghedsskabende "kontaktpersoner" på plejehjem og hospitaler.

Hundens sjette sans gør, at den kan opfatte noget som mennesker ikke kan . Den kan f.eks. se spøgelser, varsle død og ulykke, men også hvordan vejret bliver. Ligesom en masse overtro er knyttet til menneskets bedste ven.

OP


Vestjylland

Meget har forandret sig i Vestjylland inden for de sidste 100 år. Hvad der før den tid ændredes, tog naturen sig gerne af. Havet gnavede af kysten og vinden opblæste høje klitter, som dækkede opdyrket land. Lidt assistance var der dog også fra menneskene, som gjorde deres ved at omhugge skove, så hederne kunne brede sig.

I dag har menneskene stort set overtaget initiativet og dominerer aldeles over naturen. Heder opdyrkes, vandløb rettes ud, enge drænes og øde områder fyldes med plantager eller sommerhuse. Asfalterede veje fletter deres net gennem det ganske land og de gamle møller til formaling af korn erstattes nu af moderne vindmøller til elektricitet.

Alligevel er der hist og her så meget af det oprindelige tilbage, at man kan danne sig et billede af, hvordan Vestjylland engang så ud og læser man de gamle sagn og beretninger fra området, er det som om der kommer lidt mere hold på forestillingerne.

Barskt kan der være herude og den voldsomme nabo mod vest har sat sit præg på både land og folk. Der er ikke så mange folkesagn fra Vestjylland, som fra andre dele af landet, hvilket kan forklares med at der mange steder var meget langt mellem husene. Derimod trivedes synskhed bedre i Vestjylland end de fleste andre steder.

Måske skyldes det, at folk hér har måttet leve i nær tilknytning til en ofte fjendtlig natur og at en vis synskhed eller tro på noget højere simpelthen ofte var nødvendigt, hvis man skulle overleve. Eller måske var det også den isolerede tilværelse, som åbnede for syner og visioner.

En hunds tuden blev altid regnet som et varsel om dødsfald. Når hunden er blevet dødsvarsler kan den prosaiske forklaring være dens adfærd : hunde er ligædere – og de elsker at vælte sig i ådsler – men er det nu hele forklaringen?

Vi ved, at Kristiane Olesen tjente som hyrde hos en gårdmand i Aulum Sogn i 1888. Lige udenfor vinduerne var der en stor kartoffelkule og hele vinteren sad hunden hver nat på den og tudede. Konen i huset blev bange, fordi hun troede, at det var hendes mand, som skulle dø.

"Når en hund tuder så længe, må det gælde hovedet i huset," sagde hun.

Så skete der det, at en dag i juli druknede naboens søn i Storåen. Da naboen kom kørende med liget, sprang hunden, som havde været med i marken, op på kartoffelkulen og tudede forfærdeligt.Hunden vendte snuden lige mod vognen og fulgte den med øjnene lige til den var ude af syne. Fra den dag hørte den op med sin tuden.

Inden Kristianes far døde tudede deres hund Vips også længe og vedholdende. Faderen var sengeliggende i 24 dage og i al den tid lå Vips nat og dag under hans seng. Efter faderens død måtte de tage livet af Vips. Det var umuligt af fjerne ham fra afdødes seng.

OP


Vejrvarsler
:

Når man hører det tuder og rumler som rindende vand i hundens krop og den skraber flittigt i jorden og graver flere huller end sædvanligt, kommer der regn.

Æder hunden græs bliver det regnvejr – gør den det i varmt vejr, er der torden på vej.

Hunde er bange før tordenvejr – og mod storm har de en ubehagelig lugt.

Triller hunden sig i græsset eller lader halen slæbe på jorden, kan der ventes blæst.

Når hundestjernen Sirius er nær og især bagved månen, varsler den storm.

Hvis hundedagene går våde ind, går de tørre ud

Som hundedagene tændes skal de også endes

Regner det i hundens gab, så drypper det ud af halsen.

Er der i hundedagene mange hvide skyer, giver vinteren megen sne.

OP


Spøgelseshunde i Vestjylland.

Et gammelt folkesagn fortæller, at to riddere dræbte hinanden i Torning kirke. Siden løb to røde hunde op og ned ad kirkegulvet og sloges.

Til en gård ved Limskov i Sønderjylland kom der hver midnat en stor sort hund og skrabede på vinduerne. Juleaften var det særlig slemt. Engang kom den ind ad vinduet og kunne ikke jages ud. Præsten i Nørup måtte drive den til en skov og mane den ned dér. "Det var en almindelig mening, at hunden var én, der havde begået en misgerning og gik igen som dyr."

Fra Harboøre fortælles om en pige, der tog livet af sit barn og sig selv. Pigen gik igen som en lille sort hund og "flere af de gamle mænd fortalte, at de om natten, når de kom fra fjorden, havde set denne hund løbe langs vejen mellem Brygningsbjerge og havet."

Fra Holmsland er der beretninger om at så man gennem vinduet ind i præstens studerekammer, lå der en stor sort hund med gloende øjne.

Ved en bæk gennem Åstrup ved Varde viste der sig hver midnat en hund, som spyede ildgnister ud af næse og mund. Her skulle en pige have druknet sit "uægte " barn.

I Gammelgård på Als kunne man ved midnatstide se en sort, langhåret hund, der med gloende øjne kom ud af vognporten. ; " mangen en herskabskusk, som vendte sent hjem fra en køretur, er blevet så ræd, at han løb fra vogn og heste."

En aften mødte en mand undervejs mellem Borris og Hoven en slæde forspændt seks spøgelseshunde, som mishandlede ham.

Fra Als fortælles, at en karl kiggede mellem en tudende hunds ører og så en stor ligskare komme forbi – han kendte mange i den. Lidt efter løb en sort hund med skinnende øjne forbi ham, og han fik øje på en hvid skikkelse.

 

I FOLKEMINDER 1955-71 kan man læse følgende beretning:

Jeg skulle rejse fra herregården 1. oktober 1917, og aftenen før gik jeg hen for at betale en kone, der havde vasket mit tøj. Jeg fulgte en sti, og pludselig står der en mægtig, sort og lidt langhåret hund med to gnistrende øjne midt på stien uden ringeste tegn til at ville flytte sig. Uvilkårligt løfter jeg stokken og slår for at ramme hunden i pandeskalden, men stokken gik lige igennem hovedet og ramte jorden med et smeld. Jeg tog stokken og slog endnu en gang for at knække ryggen på hunden og igen gik stokken igennem den og ramte jorden. Nu gik det op for mig, at den hunde måtte jeg vist hellere lade gå, men jeg må indrømme, at jeg havde på fornemmelsen, at hårene rejste sig på hovedet."

På Engelsholm ved Vejle er der i "fandens tårn" en seng, som ingen bruger og som alligevel skal redes op. Om morgenen finder man et lille rundt leje som efter en hund. En ny stuepige huskede først om aftenen, at sengen skulle redes. Inde i kammeret lå en hund i sengen og stirrede på hende med store gloende øjne. Hun lagde sin trøje på gulvet, tog forsigtigt hunden og satte den på trøjen. Så redte hun sengen og lagde hunden tilbage i den. "Havde du ikke taget mig så sødt og lagt mig så blødt, kunne du have fået med mig at bestille," sagde hunden.

(det samme siger den hund, oftest en sort puddel – der i mange skattegraversager sidder på en kiste eller kedel med penge; finderen anbringer hunden på en frakke, et forklæde etc. jf. H.C. Andersens eventyr FYRTØJET)

OP


Sagn fra Vestjylland

Flere sagn beretter om folk, som lod deres hund begrave med et kristent ritual. Der var blandt en herremandsfrue i Torning, som ønskede at få sin hund begravet som et menneske. Hun forlangte, at præsten efter kristen skik kastede jord på den. Men det ville præsten nu ikke lige gå med til. Han vægrede sig, indtil fruen fortalte, at hun ville lægge en kostbar guldkæde om hundens hals.

Dette kom biskoppen for øre, præsten blev tilsagt til et møde og truet med afskedigelse. men så trak præsten guldkæden frem og sagde:

" De må tro herr bisp, at det var et grumme klogt og forstandigt dyr af en hund at være. Her skal De se, hvad den testamenterede til Dem."

"Åh, den salige hund!" udbrød biskoppen.

Men det skulle han ikke have sagt, for nu havde han "kristnet" hunden og måtte lade sagen falde.

Der var også en kvinde i Egvad, der holdt så meget af sin skødehund, at hun begravede den på kirkegården, da den var død. Ikke nok med det. Hun ringede også med klokkerne. Senere blev hun set som genfærd i kirketårnet og på hundens grav groede en tjørnebusk og ellers intet andet.

Fra Harboøre har vi et gammelt sagn, der fortæller om to fiskere der gik ned til havet. Her mødte de en stor hvid puddelhund. Den fulgte dem til skibet, hvorefter den forsvandt.

Tre måneder efter omkom de to fiskere sammen med 5 andre på havet. Det var altså en "lighund", de havde mødt.

Det var gammel og udbredt tro, at hunde er "synske": de ser spøgelser og varsler dødsfald. Fra Vestjylland har vi overtro, der fortæller, at der sker en ulykke eller dør et menneske samtidig med at hunden tuder. Man skal kigge nøje efter, hvilken retning hunden vender hovedet. Er snuden rettet mod jorden hyler den i retningen, hvorfra den døde kommer; vender snuden opad betyder det ildebrand.

Følgende beretning stammer fra Haderslev:

For nogle år siden stod jeg en dag og læssede hø af en vogn. Vor store hund lå ved vognen og så til. Pludselig sprang den op og begyndte at tude og pibe, hvad den aldrig før havde gjort.

Vi forsøgte at berolige den, men den blev ved med at være urolig.

Et par timer efter fik vi bud om, at en af gårdens folk, som deltog i en udflugt, var omkommet ved et ulykkestilfælde og det netop på det tidspunkt, da hunden blev så urolig.

Følgende beretning stammer fra Aulum:

"Vor lille hund Vips var altid så glad for far. Den tredje november flyttede han får oppe ved granerne og lige med et begyndte Vips at tude.

Jeg blev bange, for jeg havde aldrig hørt hunden tude og kiggede ud ad køkkenvinduet. Jeg så far komme og at hunden rettede snuden lige imod ham. Jo nærmere de kom, desto skrækkeligere tudede hunden. Vi gav os til at spise middag. Da vi var færdige, sagde far:" jeg er syg og lægger mig lidt, måske det hjælper." –

men far kom aldrig op igen. Han døde 14 dage efter."

OP


Overtro

En hund begravet levende i eller foran porten skulle hindre en afdød i at gå igen. Samme middel blev brugt, når der kom uheld i besætningen. Fra Als har vi beretninger, der fortæller hvordan hunden blev lagt på ryggen under dørtrinet foran stalden – og at ingen måtte tale et eneste ord under denne højtidelige handling.

Den unge kone skal tage en hund med til det nye hjem og kaste den eller lade den løbe ind ad døren, ellers vil der råde splid mellem ægtefællerne.

Det første dyr et barn rører ved – eller som slikker det – skal være en hund (og ikke en kat ), så bliver det lærenemt, ligesom dets sår altid vil læges let og hurtigt.

En hund skal være det første levende væsen i et nybygget hus.

Barnets karakter præges af dyret det først berører: er det en kat bliver det falsk og lumsk – en hund gør det trofast og hengivent.

Fra Hostrup i Sydvestjylland har vi en beretning, der fortæller om, hvordan den gamle mormor ledte hunden hen til barnebarnets vugge og lod barnet stryge hånden hen over hundens pels. For hunden giver barnet lykke – katten ulykke.

Hunden er tema i en mængde ordsprog og talemåder f.eks.:

Det første stykke kød man skærer med en ny kniv skal kastes for en hund, så bliver kniven ikke væk.

Er der en hund til stede, når der spises, skal man altid give den lidt mad, ellers bløder dens hjerte. (Sønderjylland)

Vil fåret ikke kendes ved et lam lukkes en hund ind til det; om ægtefolk som ikke kunne forliges, sagde man: de skal ha'en hund lukket ind til dem.

Det giver uheld med fiskeriet, at en hund snuser til garnet og redskaberne eller følger med båden.

Jægeren får held med sig, hvis hans hunds øjne er lyse og klare, men uheld hvis de er ligesom duggede.

Overtroiske søfolk afliver ikke en hund, men de "glemmer" den i land.

OP


Hundehistorier

Følgende er fortalt 1980 af en restauratør i Ålborg:

Alle hundene holdt stævne i Ålborghallen og hængte deres røvhul på knagerne i garderoben. Pludselig blev der råbt: det brænder! – hundene styrtede ud og i garderoben var der vild forvirring. Lige siden har hundene snuset til en fremmed hunds bagdel for at genfinde deres røvhul.

*Noahs ark fik en læk og hundene skiftedes til at stikke snuden i hullet. Siden har hundens snude altid været kold.

*Molbohistorie: En hund åd smør og for at få det igen klemte man hunden ind i en dør. Da den blev klemt anden gang, kom der knap så godt smør ud. Men det kunne dog bruges til dyppelse.

(Molbo- og Aggerbohistorier samt andre dermed beslægtede fortællinger 1-2 1892)

OP


Lægedom

Antikkens lægegud Asklepios eller Æskulap var altid ledsaget af en hund og trods Bibelens ord om urene køtere har forestillingen om hundens helbredende egenskaber levet videre gennem årtusinder. De fleste har hørt, at der er lægedom i hundens slik – i middelalderen tvivlede man ikke på det. Var det måske ikke godt for Lazarus, at hundene slikkede hans sår, da han lå i skarnet uden for den rige mands hus?

I Christian Pedersens lægebog fra 1533 er der meget "hundemedicin":

  • Mod diarré anbefales et sødmælksafkog af hvid hundelort.
  • For tarmvrid og sidesmerter spises kødet af en hvalp kogt med salt urter
  • Hundekød brændt til aske drysses på kvindebryster med fistler eller kræft
  • Mod håraffald bades hovedbunden med hundens urin
  • Hvor man ikke ønsker hårvækst gnides med hundemælk eller hundeblod
  • Indgnidning med hundemælk får håret til at vokse

(Kloge folk – Folkemedicin og Overtro i Vestjylland 1942-43 i "Bondens Brød" 1954)

I Dansk Folketro 1943 (udg. Af Inger M. Boberg) kan man læse følgende:

Var et lem på et menneske sygt, så hverken læger eller kloge koner kunne kurere det, brugte man i ældre tid i Vestjylland det gyselige husråd at tage en levende hund, flække den på langs og lægge den omkring det syge led.

Det gjorde den kloge kone Maren Haaning i Vindblæs, da hun skulle kurere et sygt knæ på en ung pige. En hund blev flækket og lagt omkring det syge led. Pigen syntes, at det hjalp med det samme. Desværre ikke nok, for hun døde kort tid efter.

Der var også en klog mand i Vestjylland, der rådede en pige med en vissen hånd til at holde den flere timer i en slagtet fed hund.

Af andre gode råd:

Et sygt barn skulle bades med suppe kogt på 3 nyfødte, levende hvalpe eller sove svøbt i en slagtet hunds endnu varme krop.

For værk i leddene anbefales at pålægge varmt hundekød og gnide stedet med hundefedt.

Sokker, strømper, nattrøjer og benklæder af puddelhår er et husråd, som har hjulpet mange med gigt- og podagrasmerter.Man lagde også et tørklæde af hundeuld om lænden for hekseskud og bandt det om halsen halsen mod hæshed og forkølelse.

Nogle lå i sengen med en hund (oftest en puddel p.g.a. dens uld). En sådan gigthund var i flere byer fritaget for hundeskat. Årsagen var, at man mente at gigten gik over i dyret, som derfor blev forkrøblet. Man må sige, at hunden betalte en høj pris for sit "luksusliv".

Man kunne købe hundefedt på apoteket. Det var et meget udbredt lægemiddel i Vestjylland, hvor det blev gnedet på sår, hudafskrabninger, gigtplagede lemmer, forstuvede led og muskler.

Det var også et kendt middel for lungesvindsot eller tæring, ligesom man anvendte hundefedt mod tør hoste, forkølelse og brystsyge.

Børn med kighoste fik hundefedt opløst i øl eller nogle skefulde fedt og derefter lidt sirup for at tage hundesmagen.

På Fanø mente man, at hundens nyrefedt skulle hjælpe mod hæmorider.

Var øjenlåg klistret sammen af betændelse, blev der smurt fløde på dem, hvorefter hunden blev sat til at slikke fløden af. På den måde rensede hunden de betændte øjenlåg og beviste, at der er lægedom i hundens slik. Der var også en læge, der ikke kunne kurere et ondartet skinnebenssår. Han dryssede det med sukker og lod en stor jagthund slikke såret. Det hjalp!

I Vestjylland brugte man hundens ekskrementer til kurering af udvortes skader på mennesker, men hunden blev også anvendt i veterinær folkemedicin f.eks.:

Benene på en stiv hest gnides med fedt af blinde hundehvalpe.

Hundeblod med hampolie indgives for hestens unoder – hundefedt eller hundeblod mod dens engbrystighed.

Et pulveriseret hvidt hundehoved for springorm.

Hundefedt gnides på øjne med bindehindebetændelse, på fibel og forvridning.

Hundeurin indgives for koens smertende urinering og dens forstoppelse.

OP


Prosa – poesi

Hele gaden ned holder folk hunde
I stedet for børn
For de er så billige
Hundene altså
Ikke børnene
Krølhunde, tjavshunde, glufhunde, bjæfhunde
Sorte og gule og hvide og spættede
Helt op på altanerne
Står fornemme hunde
Og glammer ned
Mens hele komplekset
Er renset for børn! ..
For der skal ingen attest til,
Når man vil have hund.
Hverken bryllupsattest
Eller dåbsattester …
Man går kort og godt hen
Og køber en hund
Som man køber en pølse …
Så nemt går det ikke med børnene. …
Selv de anstændigste
Piger og damer
Tør nok få en hund
Og vise sig med den
Uden at rødme.
Og alle veninderne
Kommer henrykt løbende
og roser den lille
og sp'ør til dens befindende
og nyssekysser den
på dens yndige savlesnude.
Og en mægtig besparelse!
De skal ingen tøj ha´ på …
- hverken bleer eller bukser,
ikke engang svømmebukser.
De må tisse på gulvene
Og bæ midt på fortovet.
Det må børn da ikke …
Nej, uha! .
Og så er de så taknemmelige.
Det er børn nu ikke altid, fru Pedersen!
De slikker ens hånd
Med lange varme tunger …
Det gør børn aldrig,
Og det er dog så saligt.
Og man kan snakke med dem om alt
I deres nærværelse –
De lytter ikke,
Sladrer ikke …
Man behøver aldrig at sende dem ud i køkkenet,
Når der er et og andet,
Man sådan vil snakke om.
Og hvis de så endelig
kommer galt af sted –
og får en redefuld unger …
så kan man kort og godt
drukne dem i vandspanden.

(Harald Bergstedt "Fyraften" 1938)


Og bindehunden greb med vold,
I lænken strakt, med blottet tand
Den sagesløse vandrer an

Johannes V. Jensen "Årstiderne" 1923

Efterstræber nogen hunden?
I vor seng den hviled' smukt.
For en tabt natur erstatning
Nogle har i hundelugt.

Johannes V. Jensen "Årstiderne" 1923

Sommerfugl, du skulle prøve
Blot en dag at gå i lænke,
Ingen frihed, altid bundet
Kan du mon den tanke tænke?
Kødben får jeg, vand at drikke,
Klap af barnet, men jeg brummer.
Sommerfugl, du ved slet ikke,
Hvad min triste verden rummer.
Lænken rasler, når jeg glemmer
At man bandt mig fast til huset.
Du kan, sommerfugl, hver morgen
Flagre muntert over gruset.
Du får set den store verden,
Jeg må blive i min lænke –
Sommerfugl, jeg spørger ofte:
Mennesker, kan de mon tænke?

Harald H. Lund "Dyrenes Hverdag " 1939

OP


Trækhunde

Knap så velkendte som de arktiske slædehunde var de europæiske trækhunde, som nu fuldstændig er erstattet af mekaniske transportmidler. Det var store, stærke og tunge hunde af mastiff-type og de kunne trække imponerende læs. På et tidspunkt regnede man med, at der alene i Belgien var 175.000 trækhunde i arbejde. De udgjorde den overvejende trækkraft for bagere, købmænd, fiskehandlere og tilsvarende handelsmænd. Det samme forhold gjorde sig gældende i Tyskland, hvor man kunne se trækhunde forspændt en lille vogn med mælkejunger helt op i 1950erne. Trækhunde blev forbudt i Londons gader allerede i 1839 på grund af deres gøen – og fra de offentlige landeveje over hele Storbritannien i 1854. Derefter blev det forbudt at bruge hunde som trækdyr i hele Storbritannien.

  OP


Herman Børstenbinder

Også i Skjern har man kunnet opleve et hundeforspand. Det tilhørte Herman Willmsen, der lige fra starten af 1900årene til sidst i 1920erne drog rundt i Vestjylland med sit køretøj og solgte børster.Billedet viser Herman "Børstenbinder" Willmsen, hans kone Abelone og hundene Vind og Valley foran Skjern Posthus ca. 1918.

Herman Willmsen stammede egentlig fra Holland og endte i Skjern, da han som ung håndværker gik på valsen. Han lagde aldrig skjul på, at han som yngre havde haft mange problemer på grund af et stort spiritusforbrug og at det var på et drankerhjem, han havde lært at binde de børster, der siden blev hans levebrød i Skjern.Herman Børstenbinder, som han blev kaldt, boede i nogle år på Vardevej, men da han blev gift med Abelone, flyttede det unge par ind i et hus i Vestergade. Her blev familien hurtigt udvidet med en datter.

Børstenbinderen var langtfra den eneste i Danmark, der havde et køretøj med hundeforspand. De var ikke nær så sjældne som biler i starten af 1900årene, selvom der foregik en livlig debat om det var dyrplageri at bruge hunde som trækdyr.

Børstenbinderen kom langt omkring med Vind og Valley – blandt andet helt ud til Stauning Vestersogn, hvor lufthavnen ligger i dag. Der var vejene ikke gode i gamle dage og børstenbinderen gik her altid ved siden af vognen, så hundene ikke havde alt for meget at slæbe igennem det sandede terræn. Det siger noget om hans holdning til hundene.

Herman Børstenbinder huskes som en meget snakkesalig og underholdende person, men også som en reel handelsmand. Når han var langt fra Skjern bad han ofte om natlogi – og det fik han som regel. Det gjorde ikke noget, om han blev henvist til stald eller udhus, men han kunne godt blive fornærmet, hvis hans anmodning om natlogi blev afslået.

I Stadil husker en mand ganske tydeligt, at hans mor engang måtte nægte børstenbinderen ly for natten – ikke fordi hun havde noget imod ham, men fordi hele huset var fuld af gæster. Herman Willmsen tog afslaget med stor værdighed:

"Så må jeg i Guds navn drage andetsteds hen," sagde han og gik sin vej med Vind og Valley.

OP


Marie Bork og hunden Roland

På Sdr. Bork kirkegård har der i mere end 100 år været en grøn fredet plet, som ingen af pietetsfølelse har villet røre. Historien starter en novemberdag 1847, hvor en orkanagtig storm fra nordvest sendte skumklædte, frådende bølger ind mod stranden.

På den tid, hvor historien udspiller sig, havde man endnu ikke et redningsvæsen på den jydske vestkyst og søfolk der forliste, var i de fleste tilfælde prisgivet til at skulle klare sig selv.

Kystboerne kastede nu og da ængstelige blikke ud mod det vrede hav. De vidste, at i den kommende nat måtte mangen en sømand for sidste gang lukke sit øje.

Natten faldt på og da den første svage rødme viste sig i øst, havde stormen lagt sig. Vesterhavets bølger væltede sig ikke længere med bulder og skumsprøjt i vildt oprør ind over stranden, men fulgte hinanden i sagte, rolige tidsmål, hvislende, logrende og slikkende havstokkens yderste rand.

Tidligt om morgenen gik strandfoged Rauhe, ejer af herregården Hennegård, ned til stranden for at se om stormen havde opkastet vrag. Hele havstokken var både i syd og nord fyldt med alskens ituslåede skibsdele. Her lå planker og brædder, knækkede master, iturevne sejl og tovværk, ankre og vandtønder. Pludselig standsede han op og et gys for igennem ham, da han blandt vraggodset opdagede en druknet sømand.

Han bar den druknede lidt længere op på stranden, dækkede ham til og gik videre nord på. Da han havde gået knap 500 skridt, fandt han liget af en druknet kvinde. Også hende bragte han op på stranden og dækkede til. Efter at have undersøgt hele sit strandlen skyndte han sig hjem for at skaffe en vogn til manden og kvinden. Nogle dage efter blev begge de druknede begravet på Henne Kirkegård.

Den morgen, hvor Rauhe afsøgte sit strandlen, gik det samme for sig nord for Nymindegab på sydspidsen af Holmslands klit. Her var strandfoged Jens Sørensen ligeledes meget tidligt på færde. Han var gået fra sit hjem på Gl. Bjerregård lige ned til stranden og var ikke kommet mange skridt frem ad retningen ned mod Nymindegab, før han stødte på liget af en ung, smuk kvinde. Ved siden af liget sad en stor skibshund, der holdt en eller anden lille genstand mellem forpoterne. Så snart strandfogden nærmede sig liget, tog hunden genstanden i munden og veg til side.

Jens Sørensen bar den druknede kvinde et stykke bort fra stranden, dækkede liget med sin stortrøje og skyndte sig hjem for at skaffe hjælp til at bringe til at bringe den afdøde i hus. Hunden sad stadig ved siden af liget, da han kort tid efter kom tilbage med en mand, en stige og et lagen.

Den druknede, som var omkring 20 år, blev varsomt viklet ind i lagnet, lagt på stigen og bragt ind til Bjerregård. Hunden fulgte efter i nogen afstand og blev siddende et stykke fra gården. Her blev den siddende hele dagen. Man prøvede på at kalde den ind og man satte mad ud til den. Alt var forgæves. Hunden bare sad.

De følgende dage begyndte hunden dog at tage føde til sig, mens den vedblev at give sin sorg til kende.

Bjerregård ligger langt imod syd ned efter Nymindegab og er den sydligste by på den smalle klittange, Holmslands Klit, som adskiller Ringkøbing Fjord fra Vestehavet. Dengang havde klitten ingen kirke og hørte derfor ind under Nysogns kirke på Holmsland. Hertil havde beboerne på Bjerregård mindst 5 mil og klitvejen var meget dårlig. Derfor blev det bestemt, at den druknede pige skulle sejles over fjorden for at begraves på kirkegården i Sønder Bork, hvortil der kun var en mil. Men på grund af den unge piges ualmindelige skønhed fik hun lov at ligge nogle dage, før man skred til jordfæstelsen Det berettes, at folk kom langvejs fra for at beundre det smukke lig.

På den tid var det endnu sådan, at druknede ikke måtte jordfæstes på kristen vis. Men netop i de dage, mens den unge kvinde fik lov at ligge på Bjerregård, hævede regeringen forbudet og således gik det til, at hun ikke alene fik en kristen begravelse, men også blev den første druknede i Danmark, der blev begravet i indviet jord.

Liget blev altså ført over fjorden og begravet i det sydvestlige hjørne af Sdr. Bork kirkegård. Jordpåkastelsen blev udført og stedets daværende sognepræst pastor Bøggild holdt en kort tale. Samme sag forsvandt hunden.

Nogle dage efter begravelsen var pastor Bøggild på et længere besøg hos sin familie i Ringkøbing. Mens han en dag gik på gaden kom en stor, sort, langhåret hund hen til ham. Den lod som om den kendte ham: snusede til ham og fulgte ham overalt. Han forsøgte at jage den fra sig. Han lukkede den ud, når han gik ind et sted, men hunden lagde sig trofast udenfor til præsten kom igen, selvom der kunne gå timer. En gang kastede han sin stok efter den. Men hunden tog såmænd bare stokken og bragte den tilbage til præsten. Så kunne han ikke mere nænne at jage efter den.

Dagen efter kørte præsten de 5 mil til sit hjem i Sdr. Bork og hele vejen fulgte hunden troligt bag efter vognen.

Præstens børn blev meget glade for den venlige hund, som fik navnet "Fontus", fordi præsten havde fundet den.

Men dagen efter at de var kommet hjem til præstegården, søgte Fontus op til kirkegården. Her skrabede den et dybt hul ned i graven, hvor den druknede unge pige lå. Lige så hurtigt præsten lod hullet dække til – lige så hurtigt skrabede Fontus det op igen og lagde sig hylende oppe i kirkegårdens sydvestligste hjørne. Dette gentog sig både nat og dag gennem længere tid. Det var især vemodigt, at høre det stakkels dyrs klagende tuden om natten.

En skønne dag var Fontus forsvundet og præsten regnede ikke med at se den mere. Stor var hans overraskelse, da Fontus efter få dages forløb meldte sig i præstegården igen.På kirkegården så det ud som om den havde gravet igen, men også som om den selv havde jævnet hullet igen. Efter sit fravær var hunden meget træt og forkommen. Den ville helst ligge og hvile sig på måtten i forstuen. Men det varede kun en dags tid, så var den som før præstens trofaste ledsager i dagtimerne. Nætterne tilbragte den derimod som tro gravvogter på kirkegården, så længe det var sommer. Da kulden indfandt sig kunne den dog ikke altid modstå fristelsen til at blive på den pude, man bredte til den under kakkelovnen.

Under krigen i sommeren 1849 kom der fjendtlige tropper til egnen mellem Skjern og Varde. Ved et heldigt dansk modangreb var de tyske soldater blevet drevet tilbage. En tysk dragon havde skjult sig under det danske fremstød og var nu ene tilbage. Han kom om natten til Sdr. Bork, hvor han mødte en langhåret sort hund, der ledte ham til den unge kvindes grav på kirkegården. Her gravede den et hul ned til kisten – tog en æske op med munden og gav soldaten den. Soldaten åbnede æsken og fandt deri et brev fra sin kæreste Marie.

I brevet stod der, at skibet ville forlise og at hun ville binde æsken med brevet rundt om halsen på "Roland".

Hunden blev altså reddet, som den unge kvinde havde tænkt, der ville være mulighed for. Den trofaste hund, som soldaten genkendte som sin kærestes, havde gemt æsken nede på stranden. Efter at den havde været i Ringkøbing og derfra var fulgt med pastor Bøggild til Sdr. Bork, havde den hentet æsken og gemt den i pigens grav.

Begivenheden på Sdr. Bork kirkegård den sommernat 1849 gjorde selvfølgelig det dybeste indtryk på den tyske soldat. Det stod nu lysende klart for ham, at han havde mistet både sin elskede Marie og sine kommende svigerforældre ved et skibsforlis på den jydske vestkyst en novembernat 1847, hvor en orkanagtig storm fra nordvest sendte skumklædte, frådende bølger ind mod stranden.

På hjemturen fra Sdr. Bork til Hannover blev han syg og indlagt på Donslund mølle. Senere kom han til Christiansfeld, hvor han blev indlagt på søsterhuset. Her fortalte han den søster, der passede ham om sin elskede Maries grav og om hunden "Rolands" kloge adfærd. Kort tid efter døde han.

Blandt beboerne i Bjerregård og ikke mindst på strandfogedgården Gl. Bjerregård er minderne om den druknede unge pige og hendes tro hund ofte blevet draget frem og drøftet. I 1950erne var den gamle slægtsgård ejet af strandfoged og stationsopsynsmand P. Chr. Dahl. Hans mormor, der var født og opvokset i Sdr. Bork, havde ofte fortalt om hunden. Blandt andet, at den som regel hver dag lå på graven. Hvis den ikke lå der, syntes skolebørnene, at det var spændende, at gå hen til graven, hvor hunden havde lavet et hul, . der var så stort, at børnene lige akkurat kunne nå kistelåget med fingerspidserne, når de rakte en arm derned.

P.Chr. Dahls mormor havde også ofte fortalt om liget af den unge kvinde, som hun tydeligt kunne huske, fordi hun var omkring 10 år, da strandingen skete. På Gl. Bjerregård kunne man også fortælle, at politimesteren fra Ringkøbing havde været i Bjerregård i anledning af strandingen og at han havde taget hunden med sig hjem. Og at pastor Bøggild havde været i Ringkøbing med ligets værdigenstande og kendingsmærker for at aflevere dem på politikontoret og derfra havde hunden sluttet sig til ham og fulgt med til præstegården i Sdr. Bork.

*Der er overleveret mange varianter af historien om Marie og hunden "Roland". Ovenstående er frit gengivet efter en artikel af P. Pedersen Bjerregård "HUNDEN ROLAND" trykt i Vestkysten den 27. maj 1950.

Bjerregårds artikel er en forkortet form af J. H. H. Skrumsagers fortælling "Virkelighedsbilleder" offentliggjort i Sprogforeningens almanak 1894.

OP


Folkeminder

Evald Tang Kristensen

Hundeskriget.

Jeg kan huske fra min barndom, lige för krigen i 48, at en aften kom vor hund og sprang imod yderdören flere gange og skreg, så min fader strags gik ud og så efter, hvad der var i vejen; men han så intet usædvanligt. Men så en dag under krigen kom der tre dragoner ridende forbi vor gård (i S.-Felding sogn), og dem blev hunden så ræd for, at den kom springende mod dören og skreg flere gange livagtig, som den hin aften havde gjort.

Varsel for en stranding.

En vinter strandede der mange skibe på vestkysten. Jeg var en stormfuld dag kommen om til en gård i Nissum i nærheden af havet og blev der om natten. Om aftenen faldt talen på strandinger, og jeg hørte da börnene sige, at deres moder havde set varsel for stranding et par steder, som de nærmere betegnede, og at folkene rimeligvis vilde drukne. Jeg spurgte nu konen ud, og hun fortalte da, at hun et årstid i forvejen en mørk nat, da hun kjørte med raketapparaterne til et skib, som var strandet, havde set et stort skib, der lyste som ild, i brændingen ud for det nævnte sted. Om morgenen i lysningen kom der bud om, at der var et skib i sigte, som måtte strande, ti stormen var bleven ved at tage til. Da vi kom ud til havet, så vi skibet komme fra nordvest, drivende for stormen. Det slap lykkelig over revlerne og stödte ud for det sted, som konen havde betegnet aftenen i forvejen. En del af besætningen druknede, deriblandt kaptejnen, de øvrige reddedes ved raketapparatet, efter at have siddet i flere timer på vraget. Det første levende, der kom i land, var skibshunde, en stor, sort, langhåret hund. Den skyllede over bord strags, da skibet stödte. Jeg troede først, det var en bylt klæder, lige i det bølgerne skyllede den op på stranden. Da hunden imidlertid vilde ud til skibet igjen, greb en mand den og trak den op i en fiskebod oven for og lukkede den inde. Da jeg siden fortalte dette oppe i gården, sagde pigerne, som havde været esepiger ude i boderne om sommeren, at det var altså derfor, ingen kunde være i den bod om natten, for der kom al tid en ind og kastede en tung, våd gjenstand på de sovende i sengen, og desuden var der sådan uro der inde. De kunde nu forstå, at det havde været varsel for hunden fra det strandede skib.

Tre vov.

I en gård i Vestjylland hørte både manden og konen en nat nogen komme ind i gården og give holdt ved dören. Hunden gav tre vov, men tav derpå stille, som om den kjendte den kommende. Manden påstod, at den var ridende, konen derimod, at den havde beslåede træsko på. De stod op og gjennemsögte endogså udhusene, men forgjæves, intet opdagedes. En tid efter kom en karl ridende og mældte en slægtnings død, og da gav hunden tre vov ad ham og ikke mere, da den kjendte ham.

To vogne.

En mand i Tim stod en aften ude og så to vogne komme kjørende på en markvej, de holdt lidt hos hans nabo og rumlede derpå videre. Han var nu nysgjerrig efter at få besked om, hvem det kunde være; men folkene forsikrede, at der ingen havde været, og de havde ingen mærket til. Om foråret kom der to mænd kjørende fra Omme ud til Vesterhavet for at hente fisk, de forvildede sig og druknede i et sted, som kaldes Dybet. Da de var fundne, kom der to vogne kjørende med dem, og disse vogne gav ganske rigtig holdt ved og var inde i den foran nævnte gård.

Den druknede mand.

En mand i Tim, som havde sin eng langs med en å, kunde ikke, når solen gik ned og efter den tid, holde sine heste töjrede et bestemt sted på åbrinken. Dette varede i mere end én sommer; men en aften gik der en murer fra Tim mølle i meget tåget vejr; han forvildede sig og forsvandt sporløst. Der blev ledt efter ham men forgjæves; endelig kom manden, der ejede engen, til og sagde til dem: "Ja, tror I, han er i åen, skal han blive funden, inden jeg spiser noget." Han førte dem hen på det omtalte sted, og her trak de snart efter den forsvundne op på brinken med deres brandhager.

Hose og hund.

De drev det meget med kortspil i Vester-Alling, ungdommen da, og det var en aften, de sad og bandte så fælt i det hus, hvor det al tid var. Der sad så en dreng og sov ved kakkelovnen. Så er der en, der siger til ham: "Hvifor sidder du og rider mandens hose ned, du skal tage den op!" for manden var gået i seng. Drengen vilde også til det, men da han rører ved hosen, så blev det til en sort hund. Det var der en af karlene der så, og han springer op og råber: "Ingen kortspil mere i aften!" De stræbte så at komme ud alle sammen og hjem. Men samme aften havde der en karl set et gloende hjul fare hen ad gaden, og den dreng, som tog hosen op, han var fortumlet i mange dage efter. Fra den dag af spillede de ikke kort længere end til klokken ti om aftenen.

 

OP


Hundegalskab i Dejbjerg

1841

af Chr. A Søgaard, Stauning

I forrige Tider havde saa godt som alle Herregaarde I Vestjylland sin Vandmølle, forsaavidt der ikke altfor langt fra Gaarden var et Vandløb, der kunde stuves op, saaledes Lundenæs, Slumstrup, Rækkergaard. Dejbjerglunds Mølle laa 3 km i Øst fra Gaarden ude paa den yderste Del af Gaardens Jorder ved Bundsbæk, ind til Hanning Skel, og er altid bleven kaldt Bundsbæk Mølle. i 1638 hørte den til Gaarden, men siden hen blev den solgt fra tilligemed en Del Jord, saa der sammen med Møllen var en Møllegaard. I den nyere Tid er Gaarden skilt fra Møllen og ligger lidt vest for. Præstevejen fra Dejbjerg til Hanning gik gennem Gaarden med Udhusene i Syd og Stuehuset med det tilbyggede Møllehus Nord for Vejen, hvor det ligger endnu.

I sin Tid ejedes og beboedes Hanning Hedegaard af en Mand, Christen Holm Tang, der var Broder til Tangerne paa Nørre Vosborg, Timgaard, Udstrup, to Søstre boede paa Øgelstrup og Ulfsund. Deres Fader var Fæstebonde paa Nørtang i Ulfborg.

Det er ret mærkeligt med disse Børn i en Tid, da det var vanskeligt for en Fæstebonde at hæve sig til Selvejer. At tænke sig saa mange Søskende fra en Fæstegaard blive Ejere af Herregaarde, hvoraf endog nogle ret betydelige!

De var religiøse og sluttede sig til Brødremenigheden i Christiansfeldt. Man kan ikke blive fri for at se, at der har været en særlig Velsignelse over deres Livsgerning. Flere af dem har efterladt sig skønne, skrevne kristelige Minder. Chr. Holm Tang havde en Del Døtre, en af dem Sara, var gift med Niels Christensen i den nordre Gaard i Alkærsig, Dejbjerg. De havde 4 Sønner (maaske flere Børn) Laust, Christen, Jens og Peder. Laust, som er født Aar 1800, købte Bundsbæk Mølle og Møllegaard. Christen og Jens boede i Stauning, Peder Tang Nielsen havde en Ejendom i Kongensholm i Dejbjerg. De tre første fik altid Navn efter deres Fødeby Alkærsig, men deres rigtige Efternavn var Nielsen. I den Tid optraadte undertiden, heldigvis sjælen her til Lands, men hyppig i Frankrig, en forfærdelig Sygdom, som kaldes Hundegalskab, fordi det var hos Hunde, den begyndte. Der sagdes, at naar Lænkehunde ikke fik Drikkevand de varme Sommerdage, kunde de faa Sygdommen, der var saa skrækkelig, dels fordi den da var uhelbredelig, og dels fordi den gennem Bid kunde paaføres Mennesker og andre Dyr. Det inficerede Menneske eller Dyr havde en ulidelig Hang til at bide andre.

De syge Mennesker fik Vandskræk, hvilket vil sige, at de, selv om de led af en ligefrem ætsende Tørst, ikke kunde faa en Draabe Vand ned paa Grund af Muskellammelser i Svælg og Hals. De stakkels Patienter var viet til en forfærdelig Skæbne. De fleste døde under frygtelige Pinsler, hvis de ikke forinden – af barmhjertige Slægtninge eller Sygeplejersker – var bleven kvalt i Puder og Dyner eller aflivet paa anden Maade. Denne Fremgangsmaade benyttedes ofte for at spare Patienterne for de sidste, lidelsesfyldte Timer.

I Frankring gjorde den verdensberømte Professor i Kemi, Pasteur (han var ikke uddannet Læge) indgaaende Studier i denne Sygdom. Han opfandt et Serum, som ved Indpodning forebyggede og heldbredede for Hundegalskab.

Det første heldige Forsøg skete i Aaret 1885.

I Aaret 1841 saa man i Egnen ved Bundsbæk Mølle en fremmed Hund luske omkring med Halen mellem Benene; man ænsede det ikke, heller ikke tillagdes det videre Betydning, at den løb til og bed Møllerens Lænkehund, som efter nogle Dages Forløb blev syg, hvorfor den lodes løs af Lænken. Poul Ulvkær fra store Ulvkær i Velling kom nu kørende og holdt i Møllegaarden. Sidstnævnte Hund sprang da op og bed den ene Hest i Næsen. Laust Alkærsig, som var til Stede, fatter straks sin Hund i Nakken; men denne fik sig drejet saa meget, at den bed ham i Haandleddet. Nu forstod man, hvad der var paa Færde.

Hesten og Hunden blev kort derefter skudt; Mølleren kom til Læge, maaske til Skern. Skønt der ikke da var nogen som helst By eller Bydel der, saa var der alligevel en Læge, som hed Vedel (han var der i alle Fald i 1849), han boede i Landsbyen Engsig. Doctoren sagde, at kunde han komme godt over 16 Uger, var han fri, og gav ham nogen Medicin.

De femten Uger var gaaet, og stadig fejlede han ikke noget, saa de har sikkert haabet paa det bedste. Men nu var han kørende med Familie til Stauning for at besøge sin Broder Christen Alkærsig i Bousø, og her blev han daarlig tilpas, løb ud og ind og havde ingen Ro paa sig. De fik spændt for og kom af sted hjemad, og nu viste det sig, at han havde Hundegalskab. Det var ikke til Stadighed, Sygdommen ytrede sig; men ind imellem optraadte den med Voldsomhed. Han kom da i Sengen, Fraaden kunde staa ham om Munden, og han kunde bide i Dynen og sige til sin kone og sine Børn: "Kom mig ikke for nær, for jeg kan ikke lade være at bide jer!" Man tænke sig, hvilken Nød i et Hjem; se Manden stærkt lidende og saa den Fare for andre, der var forbunden med Sygdommen.

Nogle fortæller, at han blev aareladt af en Kjæltring, Jens Andersen, i Dejbjerg, saa Blodet løb ham ihjel; men den efterlevende Slægt har sagt, at han fik forgiftede Piller, i alle Fald døde han i 1841, det bevidner Dejbjerg Kirkebog.

I den Tid blev der næsten altid om dramatiske Tildragelser digtet Sange, der blev trykte og solgt. Ogsaa om denne sørgelige Begivenhed blev digtet en længere Sang af Missionær Chr. Idom. Disse kom ud over mange Sogne og var vel kendt, saa de fleste kunde mer eller mindre udenad af den. De trykte Eksemplarer er vel alle for længst gaaet til, men det meste af, hvad der er bevaret i Hukommelsen skal anføres her:

Udi Bundsbæk Mølle Eksempel vi saa,
at Døden kan møde os, hvor vi end gaa.
Den driftige Møller i Manddommens Aar
uventet Rejsebud hastigen faar.
Han havde en Hund udi Lænker saa fast.
En gal Hund kom løbend’ og bed den i Hast,
og straks derefter bortløb den sin Vej,
at Hunden var galen, det vidste man ej.
Paa Dage derefter blev Hunden saa taus,
man lade den løs, det hændte sig straks
en Mand kom kørend’ i selvsamme Stund,
hans Hest blev bidt af den omtalte Hund.
Hunden greb Hesten i Næsen saa fast,
og Mølleren griber Hunden i Hast;
men ak, den hannem i Haadledet bed,
det Følger fik, som til Døden henled.
i sekstende Uge da bliver han syg,
tre Dage derefter da ligger han Lig,
og det var ynkværdig at se denne Mand,
bortdø i saa sørgelig , jammerlig Stand.

Af et Vers haves et par Linier, der var rettet til hans Kone:

Ak kære, kom mig dog ikke for nær,
at ikke min Tilstand gør dig Fortræd.

Ifjor, da jeg var i Landsarkivet, spurgte jeg Arkivar Svend Aakjær, om der intet stod i Bølling Herreds Justitsprotokol om Begivenheden, hvortil han svarede: "Det er tvivlsomt, Øvrigheden gav ganske sikkert ikke Lov til at aflive en Mand, er det sket, saa er det sket underhaanden; men der kan ses efter i Politiprotokollen, Amtsjournalen og Kirkebogen". Det gjorde jeg, men der fandtes intet.

Derimod var der i Bølling Herreds Skifteprotokol anført Skifte ikke saa længe efter hans Død, og det fremgaar deraf, at der var 3 ukonfirmerede Børn, 1 Dreng og 2 Piger.

Løsøret belv registreret, og af det store Bohave, der var, synes det at fremgaa, at der da var Velstand i Bundsbæk Mølle.

1843 er Møllen ombygget, det Møllehus staar der endnu, hvori der endnu males Korn. Aarstallet staar paa Gavlen. Enken, det var vist Ane Kirstine hun hed, blev siden gift med Knud Mølle, de solgte Møllen og flyttede til Holstebroegnen. En Søn af dem kom tilbage til Skernegnen og var en Tid Gaardmand i Sedding.

OP

Denne side er en del af Skjern-Egvad Museums Hjemmeside. Opdateret den 17.5.2002