DEJBJERG JERNALDER
Bundsbækvej 4A
6900 Skjern
Dejbjerg Jernalder viser originale jernaldergenstande fra området.
Landskabet, hvori de er fundet, er rekonstrueret på grundlag heraf.
Udstillingsbygningerne
Bygningerne er inspireret af en jernaldergård med hovedhus, lille hus og
indhegning, blot er dimensionerne dobbelt så store som i virkeligheden.
Byggematerialernes er for væggenes vedkommende ler ganske som i
jernalderen, og væggene er malet i smukke farver, ganske som man oprindeligt
udsmykkede sine huse. I det våde ler er der lavet mønstre, som er inspireret
af mønstre på lerkar fra Dejbjerg-området.
Den bærende konstruktion består af to rækker egestolper. Træ er i det
hele taget meget fremtrædende i byggeriet, ganske som i jernalderen, hvor
alle huse var bygget af træ, ler og tagrør.
Tidsmæssigt modsat af det forhistoriske element i udstillingen er det
fremtidsrettede solcelleanlæg, der er indarbejdet i tagfladen på sydsiden af
hovedbygningen. Her produceres el, som sælges direkte til el-selskabet.
På den energimæssige side skal det også med, at bygningerne opvarmes af
et stort flisfyringsanlæg, der er placeret ved Bundsbæk Møllegård.
Jernalderlandsbyen
Husene er opført på grundlag af museets udgravninger i bl.a.
Dejbjergområdet. Byggematerialerne er de oprindelige - egetræ og andre slags
løvtræ, samt ler og tagrør. Alt er forarbejdet, så det fremtræder så
autentisk som muligt.
Sydgården
Gården kopierer en 2000 år gammel gård, dvs. fra Dejbjergvognenes tid.
Nordgården
Denne gård har en prangende arkitektur, hvilket skyldes, at den er noget
yngre end sydgården. Opbygget bl.a. af bevarede rester af tagstolper, der er
årringsdateret til 375-400 e. Kr. f.
Dyr og marker
Dyrene er så vidt det kan lade sig gøre levende eksemplarer af dyr, der har
samme størrelse og egenskaber som oprindeligt: får, geder, gæs og høns.
Markerne dyrkes med jernalderens kornsorter (hvede, byg og rug)
Gravplads
Gravpladsen er under opbygning. Det bliver en kopi af en gravplads fra
Dejbjerg, hvori indgår et dødehus.
Offerlund
Offerlunden i skoven syd for landsbyen viser de helt almindelige daglige
religiøse ceremonier, i modsætning til jernalderens store ofringer med
f.eks. vogne og våben. I et vandhul i offerlunden kan man se årstidens
ofringer af f.eks. lerkar med mad og korn, koknogler, kotøjr, gudestatuer
m.m.
Veje, hjulspor og skoven
Veje og hjulspor forekom i stort tal i jernalderen. I Dejbjerg Jernalder er
der anlagt en vej gennem vådområdet over til gravpladsen, og her fortsætter
den som en hulvej.
Skoven langs vestsiden af Dejbjerg Jernalder er en rekonstrueret
jernalderskov, der er eg, bøg, ask, el, elm, birk, hassel, røn og tjørn.
Derimod er der ingen nåletræer, selv om der muligvis fandtes enkelte
fyrretræer i Vestjylland.
Genskabelsen af Dejbjergvognen
Skjern-Egvad Museum har i jernalderudstillingen rekonstrueret en nøjagtig
kopi af en 2000 år gammel vogn fra mosefundet i Dejbjerg Præstegårdsmose.
Vognen blev fundet i 1880’erne i smådele sammen med en lignende vogn samt
forskellige andre ting fra jernalderen.
Vognen er meget usædvanlig, med bl.a. en prangende bronzeudsmykning,
ligesom der er brugt meget jern i konstruktionen. Herved adskiller vognen sig
fra jernalderens almindelige vogne, der udelukkende var bygget af træ.
Materialevalget vidner om et højt håndværksmæssigt niveau, og vognen
er med stor sandsynlighed fremstillet i et specialværksted et sted i det
nordlige Europa.
Dejbjergvognen har da heller ikke været til hverdagsbrug. Derimod har den
snarere været en ceremonivogn, som omtalt af den romerske historieskriver
Tacitus i hans beskrivelse af stammerne nord for Rhinen.
Dejbjerg I
Den vogn, der er rekonstrueret, er blevet kaldt Dejbjerg I i modsætning til
Dejbjerg II, som er den vogn, der står i Nationalmuseets udstilling. Det har
været en meget kompliceret og samtidig stor udfordring at arbejde med vognen.
Særlig spændende har det været at forsøge at stykke fundets dele sammen
til en overbevisende rekonstruktion. Museet har fået meget hjælp af
vognforskeren Per Ole Schousbo, med hvem, der i fællesskab er udforsket og
diskuteret mange detaljer undervejs.
Rekonstruktionsarbejdet
Bronzen
Ved støbearbejdet er den oprindelige metode - cire perdue - anvendt. Her
modelleres den ønskede bronzedel i voks, som dernæst støbes ind i et
finkornet materiale, hvorefter voksen smeltes ud og den flydende bronze
hældes i. Bronzedelenes rå overflade efterbearbejdes og poleres til sidst,
så de svarer til originalernes høje finish.
Jernet
Til vognen er der anvendt et stort antal jernbeslag. Karakteristisk for den
færdige vogn er, at det meste jern, bortset fra fælgbåndene, er skjult af
bronze og træ, hvorfor man ikke helt vil få et indtryk af det krævende
smedearbejde, der ligger bag vognfremstillingen. Smed Knud Erik Eriksen i
Højmark, har stået for den del af opgaven.
Træet
Trædelene til vognen er ligeledes komplicerede at fremstille. Dette skyldes,
at der er brugt både friskfældet og som noget usædvanligt også lagret
tørt træ. Desuden er der brugt tre forskellige træsorter: ask til fælge,
nav, langvogn og stjert, avnbøg til eger samt eg til aksler. Særlig
udformningen af asketræsdelene har været komplicerede, da de dampbøjes i
form. Den helt store udfordring har været fælgene, der hver for sig er
bøjet af ét 3 m. langt stykke specielt udvalgt asketræ.
Udsmykningen
Vognudsmykningen fuldendes af tyndt bronzeblik, der er sømmet på
vognkassens to bæreplanker. Blikket er forsynet med cicelerede mønstre, og
fastholdes med søm og lister af bronze. Under nogle gennembrudte felter i
blikket er der indlagt 20 kvadratiske sølvplader.
