RAKKERHUSET I BJØRNEMOSEN

Udstillinger Aktiviteter Kort Information

Husets historie
På det minorerede sognekort over Dejbjerg sogn fra 1838 findes huset i Bjørnemosen ikke afsat. Heller ikke i fattigprotokollen kan der findes noget om, hvornår huset er bygget på parcellen Sandager By nr. 6e, Dejbjerg sogn.

1820-1830: Jens Andersen Prangs første hus i Bjørnemosen
Baggrunden for, at Jens Andersen Prang med sin familie omkring 1820-erne flyttede ind i det lille hus på randen af Bjørnemosen, tæt ved Bundsbæk Mølle, kender vi ikke. Sandsynligvis skal man søge forklaringen i de store landbrugsmæssige og socialøkonomiske forandringer, der fulgte efter landboreformerne i begyndelsen af 1800-tallet.

En af de store driftsmæssige forandringer var f.eks., at kendskabet til brug af kløver bredte sig. Således kunne småfolk lige pludselig få en ko til at give mælk vinteren over – nok til at børnene kunne overleve. Men også udbredelsen af kartoflen som ernæringsmiddel dannede hurtigt forudsætning for, at befolkningstallet kunne begynde at vokse.

I Dejbjerg sogn voksede befolkningstallet i perioden 1787 til 1850, fra 299 til 694 personer. Men allerede i 1834 var befolkningstallet vokset til 646, mens det i 1801 stadig var på 301. Med andre ord kan det fastslås, at på ca. 30 år blev befolkningstallet mere end fordoblet i Dejbjerg sogn.

Denne stærke vækst i befolkningstallet har naturligvis resulteret i et stigende pres på landbrugsjord. Således må man forestille sig, at arealer, man ikke en generation tidligere ville drømme om at tage under dyrkning, nu blev søgt udnyttet. Denne udvikling fremgår også tydeligt af folketællingslisten, hvor man kan se, at i 1834 benævnes en betydelig del af befolkningen i sognet som husmænd, daglejere, indsiddere, almisselemmer og glarmestre, mens dette ikke er tilfældet i 1787 og 1801.

Det er disse nye grupper, der presses ud i små huse på randen af heder og moser med et usikkert håb om, at de ved familiens slid kan dyrke så meget jord op, at de kan overleve.

Disse tidligere hedehusmandsfamilier må have levet nær sultegrænsen, måske ofte under. Hvis der var arbejdsføre personer nok i familien, hvis man blev forskånet for sygdom og misvækst og i øvrigt var yderst flittig og sparsommelig, havde disse familier en chance for at klare dagen og vejen.

Men mange af disse tidlige hedehusmandsfamilier klarede ikke de hårde vilkår og endte som almisselemmer på fattiggårde og i kommunehuse.

Første ca. 60-70 år senere, da Hedeselskabet satte ind med en mere organiseret opdyrkning, støttet af engvandsanlæg, dræning, mergling og gødning, lykkedes det i større omfang at skabe nogle levedygtige ejendomme på de tidligere hede- og mosearealer.

I folketællingen fra 1834 benævnes Jens Andersen Prangs hus som ”Huset på Vesterager Hede”, hvor Jens Andersen Prang, 52 år, bor sammen med sin kone Inger Andersdatter på 39 år, samt børnene Niels Jensen 17 år, Ane Johanne Jensdatter 10 år, Anders Jensen 9 år, Jeppe Jensen 6 år og Niels Chr. Jensen 2 år. Det anføres også, at de alle underholdes af fattigvæsenet.

Disse oplysninger passer fint med oplysningerne fra fattigprotokollen i 1826, hvor vi hører om familien, da høsten slog fejl for Jens Andersen Prang, og han henvendte sig til fattigkommissionen for at få hjælp til sig selv og sin familie, bestående af kone og 4 børn samt sine svigerforældre. Imidlertid blev hans anmodning afvist, og familien måtte i stedet klare sig gennem vinteren så godt, som man nu kunne.

Men også det følgende år kom der misvækst på Jens Andersen Prangs parcel i Bjørnemosen. Igen henvendte han sig til fattigvæsenet for at få hjælp, og denne gang fik han tildelt 10 skæpper rug, 8 skæpper byg samt 8 pund smør. Måske har det gjort indtryk, at der var kommet yderligere et barn til i familien, således at der nu boede 8 personer i huset i Bjørnemosen.

Imidlertid ser det ud til, at familiens reelle problemer – nemlig en helt urealistisk størrelse og sammensætning af husholdet i forhold til, hvad det var muligt at få ud af moseparcellen – ikke er blevet løst – snarere tværtimod.

Den 2. april 1828 var det igen møde i fattigkommissionen om Jens Andersen Prangs familie. Imidlertid var det ikke Jens Andersen, der mødte op, men hans kone, Inger Andersdatter.

På mødet blev det besluttet, at forsørgelsen af Inger Andersdatters gamle forældre skulle overtages af sognet, ligesom de to ældste drenge skulle gå på omgang i de to sogne. Endvidere ville man hjælpe familien med såsæd, så den kunne gøre endnu et forsøg på at overleve i mosen.

Prisen for denne håndsrækning var, at familiens ejendele blev registreret og således ikke måtte sælges.

Tilsyneladende forbedrede fattigkommissionens hjælp familiens situation.

I 1829, da Jens Andersen Prangs svigermoder, Ane Lauridsdatter døde, var Jens nu i stand til, uden udgift for sognet, at betale svigermoderens begravelse.

Men livet i mosen har uden tvivl været opslidende og usundt, og allerede senere samme år må Jens i forbindelse med sin kones og børns sygdom anmode fattigkommissionen om hjælp til konen og børnene. Kommissionen bevilgede 1½ pot mælk daglig i en måned, mod pant i familiens ejendele.

1830-1854: Bjørnemosehuset brænder – og genopbygges
Den 3. februar 1830 brændte huset i Bjørnemosen, og familien stod uden tag over hovedet.

Jens henvendte sig atter til fattigvæsenet, der anviste husly for familien frem til Mikkelsdag hos Mikkel Rabjerg. Endvidere fik familien hjælp i form af korn, mælk og tørv, så den kunne klare den sidste del af vinteren.

Efter branden blev huset repareret for 7 rigsdaler. Herefter var familien nogenlunde i stand til at få det til at gå rundt uden særlig megen hjælp fra fattigvæsenet. Ud over at avle rug på parcellen, gik Jens på dagleje og fra fattigvæsenet fik familien årligt 3 tdr. rug, 3 tdr. byg og 18 pund smør.

I 1836 blev Inger Andersdatter imidlertid alvorligt syg, også et barn døde, men først i 1854 flyttede familien ind i en lejlighed i fattighuset ved Bundsbæk Mølle, hvor de kom til at fungere som en slags bestyrere.

1854-61: Rakkeren Anders Frandsen flytter ind i Bjørnemosehuset
Ud fra det der vides i øjeblikket, ser det ud som om, at Jens Andersen Prang aldrig har ejet huset i Bjørnemosen, ligesom Dejbjerg-Hanning kommune heller ikke på noget tidspunkt synes at have ejet huset. I tingbogen for Bølling-Nr. Horne herreder ses det, at den bebyggede parcel i 1852 sælges af Peder Villum Christensen i Dejbjerg til møller Hans Ebbesen, Ganer Mølle.

Alligevel må fattigkommissionen have haft indflydelse på, hvem der skulle bo i huset, for samme år anviser man huset og den tilhørende jordlod til rakkeren Anders Frandsen og hans familie. I husleje skal Anders Frandsen først betale 2 skæpper kartofler, men denne leje ændres i 1857 til 4 rigsdaler om året, som skal betales sidst i oktober måned.

På dette tidspunkt er Anders Frandsen 49 år og konen Maren Hansdatter 42 år. Sammen har de 4 børn, Frans Andersen 11 år, Thomassine 7 år, Mette 5 år og Ane 1 år.

Allerede fra starten fik Dejbjerg-Hanning kommune store udgifter på Anders Frandsens familie. Lidt formildende var det måske imidlertid, at udgifterne skulle deles med Skjern, idet Anders Frandsen stammede fra Kvembjerghuset, der lå i sogneskellet mellem Dejbjerg, Stauning og Skjern sogne.

Tilsyneladende var huset i Bjørnemosen ikke sat særlig godt i stand efter branden i 1830 og måtte derfor repareres.

I 1856 døde et nyfødt barn for familien, måske på grund af den dårlige bolig. Således beklagede Anders Frandsen i 1859 sig over, at hans skorsten var revnet helt igennem, og derfor måtte nedtages, ligeledes var ovnen alt for ringe.

Fattigvæsenet besluttede, at ovn og skorsten skulle ombygges. Dog syntes huset ikke at være blevet afgørende bedre efter denne reparation, for to år efter, blev det besluttet, at Anders Frandsens hus skulle brydes helt ned, og i stedet skulle der på den samme plads bygges et nyt hus beregnet til 2 familier, nemlig Anders Frandsen og Anders Qvembergs familier.

1861: Bjørnemosehuset bygges om til fælleshus – Anders Fransen flytter ud og de to rakkerfamilier, Anders Qvembergs familie og Niels Jensen Kjærs familie, flytter ind i det nye hus.

Samtidig med at snakken om ombygningen af Bjørnemosehuset stod på, modtag sogneforstanderskabet i Dejbjerg-Hanning kommuner et brev fra sogneforstanderskabet i Rind, hvor man forlangte rakkeren Niels Jensen Kjær, overfor hvem Dejbjerg-Hanning var forsørgelsespligtig, hjemsendt med hele sin familie. Sogneforstanderskabet i Dejbjerg-Hanning måtte acceptere denne anmodning, idet Niels Jensen Kjær var ud af Kvembjerg slægten. Det blev herefter besluttet, at Niels Kjær med sin familie skulle flytte ind i Bjørnemosehuset sammen med Anders Qvembergs familie, mens Anders Frandsen skulle flytte ind i en lejlighed i fattighuset ved Bundsbæk Mølle.

Herefter gik byggeriet i Bjørnemosen i gang. Tilsyneladende blev der i nogen udstrækning anvendt brugte byggematerialer. Af byggeregnskabet kan vi se, at de to familiefædre hjalp med til at bygge det nye hus, som herefter blev kaldt Fælleshuset i Bjørnemosen.

Udgifterne til byggeriet beløb sig til følgende: P. Bjerg for tømrerarbejde 6 Rd., P. Justesen for murerarbejde 3 Rd. 4 Sk., P. Bjerregaard for Lyng 16 Rd. 6 Sk.; Jens Chr. Madsen for tækkearbejde 2 Rd. 4 Mk. 14 Sk., Jens Bratbjerg for murerarbejde 2 Rd.

Desuden fik Niels Kjær 3 Rd 3 Sk. for sit arbejde, mens Anders Qvemberg fik 1 Rd.

 

Livet i den første lejlighed i fælleshuset

1861-1870: Anders Qvembergs familie
I forbindelse med en epidemi blev Anders Qvembergs yngste søn Christen på 8 år syg og døde. I den forbindelse måtte fattigvæsenet bevillige penge til lægehjælp og til begravelse af drengen. Hvor længe Anders Qvembergs familie boede i Bjørnemosehuset er ikke helt klart, men sandsynligvis flyttede familien til Vorgod omkring 1870, hvorefter deres lejlighed i fælleshuset blev overtaget af Frands Andersen og Karen Thomasdatter.

1870- : Frands Andersen
Kort tid efter, at Frands Andersen og Karen Thomasdatter var flyttet ind i fælleshuset, fødte Karen et dødfødt barn. Frands Andersen forlod herefter sin kone. De blev aldrig skilt, men kom ikke senere til at bo sammen. Sandsynligvis flyttede Frands Andersens bror, Hans Andersen, herefter ind i lejligheden i fælleshuset i Bjørnemosen, mens Frands flakker rundt på de jyske landeveje. Men i 1872 får Hans Andersen besked om, at han sammen med sin kone og deres barn på 1½ år skal forlade fælleshuset og flytte til Skjern, som havde forsørgelsesforpligtigelse overfor Hans Andersen.