RINGKØBING-SKJERN MUSEUM  Rebslagning

Skjern Reberbane
Reberbanen 1A
6900 Skjern

Åben efter aftale på telf. 97 36 23 43

Skjern Reberbane - historie og fremtidsmuligheder.
af Laura Tolnov Clausen og Kim Clausen

Indledning.
I næsten alle danske både større og mindre byer vil man i kunne finde gadenavne som Reberbanen eller Reberbanegade - navne der refererer til det gamle traditionsbundne rebslagningshåndværk. Reb har i århundreder været en nødvendighed inden for både landbrug og fiskeri, hvor rebslageren og hans arbejdsplads - reberbanen - var en naturlig del af det ældre danske land- og bybillede.

Sådan er det ikke mere. Rebslagningen blev, som så mange andre traditionelle håndværk, afløst af den moderne industri. Som en konsekvens heraf er langt de fleste gamle reberbaner også forsvundet, og i langt de fleste byer er det derfor kun gadenavnet, der står tilbage.

I Skjern er der dog tale om mere end blot et skilt med en henvisning til en svunden tid. Reberbanen ligger der stadigvæk - nyrestaureret, og med mange af  de gamle redskaber mere eller mindre intakte. 

 

Skjern reberbanes historiske baggrund.
Reberbanen i Skjern blev i sin tid opført af Jens Sahl Jensen. Denne var født og opvokset på Venø og sidenhen udlært rebslager i Vidbjerg på Thyholm. Her fik han sit svendebrev den 1. november 1887, og drog tilsyneladende straks derefter på valsen. Karakteristisk for rebslagerne var netop, at de i modsætning til de fleste andre håndværkere, hovedsageligt var farende folk. De vandrede fra by til by, og derved har de været sat i klasse med kedelflikkerne, spillemændene og andre, der søgte deres næring på landevejene. Efterhånden slog mange af de farende svende sig ned - vel ikke mindst i forbindelse med de nye muligheder, som stationsbyerne bød på. Dette var også tilfældet for Jens Sahl Jensen, der kom til byen i 1896, for året efter at starte sin virksomhed på åben mark. Omkring århundredeskiftet opførte han en lukket reberbane samt et beboelseshus - det hus der idag er Østergade 45, og længere nede ad Østergade etablerede han en butik, hvorfra han solgte sit håndspundne reb samt forskellige andre rebslagerartikler.

Den lukkede reberbane blev bygget på et tidspunkt, hvor de små rebslagerier blev udsat for stigende konkurrence de store tovfabrikker. Opførelsen af den lukkede rebane i Skjern må imidlertid tyde på, at det må være gået rimeligt for rebslageren i Skjern, således havde Sahl i en periode 7 rebslager svende igang ! Der var en række fordele ved en lukket frem for en åben reberbane, idet den muliggjorde, at man kunne arbejde effektivt hele året rundt uanset vejrets luner.

Efterspørgslen kom primært fra landbruget, hvor rebet havde mange funktioner. Bl.a. anvendte man reb til at tøjre kreaturene med samt til trækreb. En del af efterspørgslen må dog også have kommet fra fiskeriet - sandsynligvist fjordfiskeriet Således vidner et tjærekar og resterne af en skorsten om udførelsen af tjæring af tov og liner.

 

 

 

 

 

 

Rebfremstillingen.
Som udlært rebslagersvend kunne Jens Sahl Jensen håndværket helt fra bunden. Hovedmaterialet var hamp - en plante som i årtusinder har været anvendt til rebfremstilling. Den bedste hamp kom fra Ungarn, Rusland, Baltikum og Central-Asien, og hampen blev da importeret i store baller. Så snart rebslageren stod med hampen i hånden, begyndte den arbejdsprocess, der skulle munde ud i et salgbart kvalitetsreb.

Første trin i denne arbejdsprocess var heglingen af hampen. Her skulle den ubearbejdede og derfor grove hamp behandles, så den gjordes anvendelig til at spinde garner af (garner er de tyndeste snore i et reb). Hampen blev heglet på en heglebænk, ved at hampen blev trukket igennem nogle lange spidse jerntænder, således at urenheder sorteredes fra.

Når den heglede hamp skulle spindes til garner, var spindehjulet det vigtigste redskab. Et sådant spindehjul findes i god stand nede på reberbanen, og i følge fagkendere må det således være det ene af de relativt få, der overhovedet er tilbage.

Metodemæssigt foregik der med spindingen næsten det samme som på en almindelig spinderok. Rebslageren havde en en bred læderrem om maven, hvortil han fæstnede en portion hamp. Idet spindehjulet blev drevet rundt med et håndsving, gik rebslageren baglæns ned af banen, alt imens han med venstre hånd trak hampen ud af disen, og formede garnet med højre.

De færdigspundne garner lagdes til rette i mikkerne - nogle svære trækamme med "tænder", der sidder placeret langs hele reberbanen, og hvis funktion det er at holde garnerne og siden dugterne på plads. Almindeligst er, at der går tre garner til en dugt. En dugt fremstilledes således ved, at garnerne enkeltvist fæstnedes til geskærerens kroge (geskæreren er et robust redskab bestående af et tandhjulsværk i midten, hvorpå der sidder fem kroge), mens de i den anden ende alle hæftedes til krogen på en såkaldt slæde . Slæden fungerede som en død-vægt, og med en last af sten var dens funktion at holde dugten stram, samtidigt med, at den var i stand til at give efter. Når hjulet sattes i gang snoedes først garnerne ind i hinanden og blev til dugter. Siden snoedes dugterne sammen og blev til et reb.

I Skjern reberbane findes omtalte redskaber, hvorved der er tale om en komplet genstandssamling af både nyere og ældre modeller. Slæden er tilsyneladene udelukkende blevet anvendt af den gamle Jens Sahl, da han endnu var ene mand i virksomheden, for både den unge Jens Sahl - tredje generation i rebslagerfamilien, og dennes moder Oda Sahl kan berette om, hvorledes de begge fungerede som ´levende modvægt`, når faderen og ægtemanden Hans Peter Sahl (søn af den gamle Jens Sahl) - slog reb. De fik da begge et læderbælte om livet, og havde så til opgave at holde garnerne stramme, så de ikke filtrede sammen.

Generationsskifte.
Da Jens Sahl Jensen hurtigt forudså udviklingstendensen, frarådede han sønnen at gå i lære i faget. I stedet gik Hans Peter da i lære som træskomager i Ølgod, og efter faderens død i 1939 udvidede han butikkens varesortiment til også at omfatte træsko, cykler og sidenhen også legetøj. Han kunne ikke, som faderen, håndværket til bunds, og derfor kunne man have forventet, at der var blevet sat en endegyldig stopper for rebproduktionen. Sådan gik det imidlertid ikke. H.P. Sahl fortsatte med at slå reb, nu blot med den forskel, at han sprang heglings- og spindingsprocessen over, og snoede således rebet af det høstbindegarn, som havde været anvendt til at binde rundt om halmballerne. Landmændene indleverede selv dette høstbindegarn, som da blev slået sammen til et både stærkt og anvendeligt reb - et såkaldt genbrugsreb.

Indtægterne fra genbrugsrebene indgik som supplement til økonomien, men nogen stor fortjeneste, var der vist ikke tale om. Det var tilsyneladende i lige så høj grad H.P. Sahls personlige interesse, der holdt liv i reberbanen. Denne interessen gik videre til tredje generation, og da Hans Peter Sahl døde i 1976, overtog sønnen Jens Sahl ikke blot butikken, men også reberbanen. For Jens Sahl var rebslagningen blevet en kær fritidsbeskæftigelse, som der tilmed stadigvæk kunne tjenes lidt penge på. Skønt efterspørgslen fra landbruget dalede stødt, fortsatte fremstillingen af genbrugsreb derfor helt op til midten af 80erne, hvorefter cykel- og legetøjsforretningen kom til at beslaglægge det meste af indehaverens tid.

Indretning og tilstand.
Udgangspunktet for reberbanens fysiske udtryk er funktionsbestemt, idet den enkelte bygnings længde bestemtes af længden på det færdige tovværk. Skjern reberbane er 110 meter lang og 3 meter bred. Denne længdestørrelse skyldes muligvist et forsøg på at kunne efterleve den såkaldte kabellængde - oprindeligt en maritim længdeenhed på ca. 200 meter, hvor en kabel da efterhånden blev den almindelige længde på en rulle tovværk. De 110 meter svarer således til den plads, der skulle til for at producere en halv kabellængde (rebet "krøb" i takt med snoningen).

Reberbanen er opført i røde mursten, og taget er lavet af tjærepap. Vinduer og døre er tilsyneladende kommet til efter det forhåndenværende søms princip, og mange af vinduerne er således staldvinduer, mens andre stammer fra beboelseshuse.

Bygningen er i en meget dårlig tilstand. Murene står endnu, men de hælder nogle steder slemt til både den ene og den anden side.

Rebets kulturhistorie.
Det fascinerende ved rebslagerhåndværket er, at man gennem årtusinder har fremstillet tovværk efter den samme fremgangsmåde. Intet er ændret, hvad angår selve grundmetoden - kun udførelsen har gennemgået en stor udvikling fra snoning alene ved hjælp af fingrene til håndkraft, dampkraftmaskiner og maskiner drevet af elektriske motorer.

Produktionen af snore, liner, reb og tove rækker således meget langt tilbage. Fundet af ældgamle fiskekroge, rebstumper fra tiden omkrig kristi fødsel og 5000 år gamle lerkar med udsmykninger fremstillede ved, at snoede eller flettede snore var trykket ind i den våde ler samt kendskabet til de gamle ægypteres tovværksindustri og til b.la. grækernes og vikingernes verdenssejlads kan berette om et håndværk med nogle dybtliggende rødder i internationalt henseende.

Som selvstændigt håndværkerlaug i Danmark har faget sandsynligvist udviklet sig direkte af landbruget. I 1412 oprettedes det første danske rebslagerlaug i Malmø (Skåne var dengang dansk), men skønt rebslageriet blev et selvstændigt håndværk, forhindrede det ikke, at rebproduktionen fortsatte i de små hjem. Materialet der benyttedes indenfor det organiserede håndværk var hovedsageligt hamp, manilla, sisal og bomuld, mens det inde for husfliden var mere utraditionelt. Her benyttedes de materialer, der også er kendt fra fremstillingen af oldtidsreb - nemlig halm, siv, humleranker, sortbærris og bark.

Både indenfor husfliden og den organiserede fremstilling kom de stærkeste materialer dog fra dyreverdenen - nemlig fra hestens hale- og mankehår, fra kreaturenes halehår samt fra dyrehuder og dyretarme. Det har ikke været muligt at opspore, hvor vidt reberbanens grundlægger har fremstillet reb af disse sidstnævnte materialer. Muligheden foreligger dog, og det ville være nærliggende med garveriet liggende lige ved siden af.

Hvad status og rangering angår, anslår nogle kilder, at rebslagning ikke har været anset som et særligt fint håndværk. I 1677 rangerede det som nummer 22 ud af en rangliste på 38 udarbejdet af Københavns overpræsident. Årsagen til denne relativt lave placering skal sandsynligvist ses i sammenhæng med en negativt ladet symbolsk fortolkning af rebets rolle og funktion. I middelalderen regnedes rebslagere visse stæder i landet halvvejs som et uærligt folk i lighed med tatere og bødlen. Det var jo rebslagerne, der fremstillede det reb, hvori tyvene blev hængt, og han var da ikke stort set bedre end bødlen, der brugte rebet ved hængningen.

Dog har der sandsynligvist været tale om nuanceringer alt afhængigt af, hvor man befandt sig i landet. Endvidere har der været tale en prestigeforskel mellem de rebslagere, der hovedsageligt fremstillede reb til landbruget, og de der fremstillede reb til flåden og andre store sejlskibe. En årsag til denne prestige tilknyttet levering af reb og tovværk til skibe, var , at erhvervelsen her var lidt af en tillidssag. I stormvejr og høj sø skulle man kunne stole på sit tovværk, og i denne forbindelse gengives da her et citat af jordomsejleren Knud Andersen, som engang udtalte:" Jeg køber ikke lommeure eller tovværk hos folk, jeg ikke kan lide".

Den levendegjorte reberbane - et sjældent fænomen.
En rundspørge til såvel danske museer som udenlandske museer vedrørende levende levendegørelse af rebslagning, godt gør at en arbejdende reberbane er et meget sjældent fænomen. Her i landet er findes der reberbaner på Middelaldercentret på Nykøbing Falster, Hjerl Hede, Den gl. By og Esbjerg Fiskerimuseum. På ingen af disse museer, og heller ikke i det øvrige Norden eller sågar i det øvrige Europa, forekommer der dog at være tale om nogen konsekvent levendegørelse af rebslagning, ligesom der heller ikke er tale om bevaring af reberbaner på deres oprindelige plads. En genoplivning af Skjern Reberbane vil således være enestående.

De stadige udøvere af håndværket kan deles op i to grupper. Den ene gruppe, er den række af privatpersoner, som udelukkende betragter håndværket som en hobby, mens håndværket for den anden gruppe, som kun består af to personer - Steen Franck og Ole Magnus - stadigt indgår som den væsentligste indtægtskilde. For sidstnævnte går den største del af afsætningen til gamle sejlskibe - heriblandt Fulton, privatejede skibe - hvor ejerne lægger vægt på gennemførelsen af den traditionelle håndværkskvalitet, og til historisk maritime museer overalt i Europa.

Tilsyneladende er der flere årsager til, at håndværket har kunnet overleve i dette små skalaforhold. En årsag er som sagt den stadige, såvel private som museale interesse for gamle sejlskibe, hvormed der altså stadigvæk er en efterspørgslen efter de tilhørende traditionsorienterede genstande og heriblandt rebet. Såvel fabrikker som omtalte rebslagere fremstiller reb i både kunst- og naturfibre, og skønt kunstfiberrebet er lettere at vedligeholde, er der stadigvæk en del, som foretrækker det oprindelige naturfiberreb, og i dette henseende er rebslageren fabrikken overlegen. Rebslageren har med anvendelsen af den gam